Vindmølleri Kærgård Klitplantage

Google Blog-søgning

Google Blog-søgning

JULETANKER

Der er længe til jul, tænker man 14 dage før juleaften og velvidende, at jeg overhovedet ikke har tænkt på køb af julegaver. Det kan ikke blive ved med at gå, der må ske noget. Det er ikke fordi, det har skortet på opfordringer og ideer. Avisen og kataloger bombardere folk med opfordringer og gode ideer og opskrifter på den rigtige julemad. Der mangler en opskrift, opskriften på jul. Den kommer ikke, og derfor må vi bruge den fra sidste år, forrige år og alle de andre år. Den gode gamle og velprøvede jul. Brugt i generationer og langsomt tilsat en lille bitte forandring, som man næsten ikke opdager.

Jul er børnenes fest, jul er snevejr, jul er travlhed, jul er forventning, julen er noget særligt. Julen sætter tankerne på rejse.

Forleden dag stod jeg og lavede julesylten, helt fra bunden af, som det hedder på moderne maddansk. Jeg tænkte, at den måde, jeg gjorde det på, var den samme som min mor havde gjort. Hun gjorde det som min bedstemort, som havde opskriften fra sin mor o.s.v. Det er underligt at tænke på. Min oldemor havde ikke samtalekøkken, hvordan kunne hun så frembringe noget så godt, sylte, blodpølse, medisterpølse og meget mere? Nu er opskriften overtaget af næste generation. Så vil der fortsat blive jul.

Julen begynder den 24. om eftermiddagen, når kirkeklokken ringer. Det giver en dejlig varm ro, og langsomt begynder tankerne at vandre ad deres egne stier forbi mange af de gode ting, man har fået lov at opleve. Min bedstefar fortalte, at julenat blev vi i stand til at høre dyrene tale sammen i stalden, men vi måtte ikke gå derud, for så ville de stoppe. Så gik han rundt og fik alle redskaber samlet ind for at skomageren ikke skulle sætte sig på dem. Det forstod jeg ikke dengang.

Handikappedes kørselordning!

Det var med nogen undren, at man i JydskeVestkysten lørdag, den 20 marts. kunne læse om den frustration, der er opstået i kølvandet på ændringen af handikappedes kørselsordning. Man kan også vende det om og sige, at ordningen på forhånd var dømt til fiasko. Af to årsager. Den ene var hvem, der var berettiget til at få bevilget kørselen. Her satte kommunerne nogle kriterier op, som skulle opfyldes. Hvis brugerne kan gå 100m eller mere, kan vedkommende glemme alt om at søge. Hvor er det lige vi bor? Sæt en passer i et hvilket som helst oplandsområde i Varde Kommune og lav en cirkel med en radius på 100 m. Tæl så busstoppestederne inden for området. Hvor mange fandt du? Lav samme øvelse ved busterminalerne i Varde og Esbjerg. Hvor mange indkøbscentre, biblioteker, museer o.s.v. ligger der inden for den givne radius. Prøv at gentage med en radius på 400m Jeg kan love for, at allerede her har man fået ryddet godt ud i de brugere, der har været en belastning for kommunen.
Næste punkt er så Sydtrafik. For det første var det nogle elendige kriterier, de opstillede for brugerne. Det bevirkede også, at nogle ville sige, at det er for usikkert. Hermed var yderligere en flok sorteret fra. Besparelserne vælter ind. For de, der har fået bevilget kørselsordningen, er der tilsyneladende problemer, som viser, at Sydtrafik ikke kan overholde den indgåede kontrakt. Man glemmer også, at mange af de gangbesværede har en hjerneskade f.eks. efter blodpropper i hjernen, hjerneblødning eller anden form for hjerneskade. For disse mennesker handler det om tryghed og sikkerhed for at de bliver bragt og hentet. Den sikkerhed lå i den gamle ordning.
Med hensyn til betalingen. Af artiklen i lørdags får man det indtryk, at den gamle ordning var gratis for brugerne. Det var ikke tilfældet. Der blev betalt et fast beløb årligt på 300 kr. og dernæst betalt man 2 kr. pr. kørte km. Dog mindst 30 kr.
Så er der udtalelserne fra afdelingsleder Michael Aagaard fra Sydtrafik. Disse klarer selv at sætte Sydtrafik i bås, så det vil jeg afholde mig fra. Brugerne har aldrig stillet krav om en speciel service. Den var bare sådan. Det eneste krav er en anstændig behandling, både i ord og gerning. Nu er resultatet så, at mange mennesker er afskåret fra at komme på biblioteket i byen, i indkøbscentre, museer, udstillinger, møder ja, listen er lang. Ingen af brugerne har bedt om at komme i den situation, de befinder sig i, og jeg vil ikke ønske for nogen, at de kommer det. Men skulle det værste ske, så flyt til en by, der har noget at byde på og højst 100m mellem stoppestederne, hvis ikke ruterne er blevet sparet væk i mellemtiden.
Alslev, den 23. marts 2010

Vejlefjords Venner

I weekenden 9.-11.okt afholdtes det årlige Løvfalds-træf i Vejlefjords Venner. Vanen tro, blev det afholdt på Vejlefjord, det sted, som for mange senhjerneskadede er et fast holdepunkt. Det er også det sted, hvor mange mennesker og deres familie har fået nyt mod på livet, efter en blodprop, eller anden skade i hjernen. Det er helt tydeligt, at når deltagerne dukker op, så udstråler de en glæde over igen at være på stedet og en forventning til at opleve det udsendte program. Selve programmet kan godt minde om en højskoleweekend, med underholdning, foredrag og ikke mindst snak. Det er bestyrelsen

magtpåliggende at sørge for at skaffe så gode kræfter som muligt til de forskellige indslag. Fredag aften stod på irsk folkemusik ved gruppen: Allmost Irish, og lørdag aften var det danske viser ved: Mette og Børge Solkær. Begge aftner af høj kvalitet. Foredragsrækken bestod lørdag formiddag af Eik W. Petersen, der talte om: Vilje til forandring. Søndag formiddag var det Jytte Drejer med emnet: Livsglæde-på trods. Mange vil nok huske Jytte Drejer fra Danmarks Radio. På årets Løvfaldstræf er der også generalforsamling med diverse valg. Medens mange lokale foreninger har svært ved at få folk til at møde op til generalforsamlinger, ofte fordi medlemmerne ikke vil risikere at blive valgt ind i bestyrelsen, så oplever vi her det modsatte. På generalforsamlingen blev det også vedtaget at rette henvendelse til pressen for at påpege den stærkt forringede genoptræning, der er sket siden kommunalreformen.
På træffene oplever vi altid et godt humør og en glæde ved samværet på trods af, at mange har deres handicaps at døje med. Når tæffet er slut søndag efter frokost og deltagerne rejser hjem med en god oplevelse, bliver man glad over at have været med til at arrangere et sådant træf. Glæde er måske ikke det rigtige ord, man bliver nok mere ydmyg. Nu glæder jeg mig til Løvspringstræffet i maj. Forberedelserne er i fuld gang.
Tak til alle for en god weekend.

Boldtræet!
For nogle år siden var jeg ved at klippe hækken grundig tilbage. For enden af hækken ned mod gaden står el-standeren, og da jeg fik klippet den fri dukkede et boldtræ frem. Det blev taget med ind og glemt. Forleden dag skulle jeg finde noget på en hylde i garagen, og pludselig stod jeg med boldtræet i hænderne. Foran huset legede nogle af børnebørnene, som var her på ferie, 11, 6 og 4 år. Pludselig startede der en film inde i mit hoved. Jeg ser en flok børn, de spiller rundbold, de er der alle sammen fra gaden og nogle enkelte fra Irisvej, for på Irisvej kunne man ikke spille rundbold, man måtte ikke løbe ind i folks haver og hente bolden, derfor kom de hen på Rosenvej. Og der blev spillet rundbold både fysisk og ikke mindst verbalt. De spillede med et hjemmelavet boldtræ, og det stod jeg nu med i hånden. Vores Søren på 5 og hans kammerat Kenneth hjulede rundt på deres små cykler mellem de spillende storsøstre og de andre, og det gik ikke stille af. hvorfor skulle sådan et par møgunger spolere spillet, samtidig med at de selv skændtes bravt, for det var helt sikker at Laila ikke nåede hjem inden bolden var inde og derfor var død. Når det så var sengetid, blev boldtræet stillet bag el-standeren. Næste aften gentog det hele sig.
Nu er deres børn hjemme på ferie nogle få dage. Som deres forældre leger de nede på gaden og tegner med kridt. Derefter bliver der igen stille på gaden. Fortidens intense leg er slut, men nu kan jeg tage boldtræet ned fra hylden og skønt lidt ormstukket, kan det stadig starte den indre film. Hilsen til alle ungerne.
Erland

Juletæsfoden

I dag blev juletræet sat på fod. Ikke fordi, det er nogen større begivenhed i sig selv, for det tog kun 10 minutter. Men i løbet af de ti minutter smuttede der mange tanker gennem hovedet. "juletræet med sin pynt," eller H.C. Andersens historie "Grantræet." Men der er aldrig skrevet en historie eller en sang om "Juletræet med sin fod." Jeg kom til at tænke på, når min far skulle sætte træet på fod. Det kunne tage en eftermiddag, og alt værktøjet kom i brug. Sav, økse, hammer og søm. Det var jo to brædder sat over kors og med et hul i midten. Stammen var altid for tyk og så måtte øksen i brug, for at hugge stammen til. Spørgsmålet var altid, hvornå nok var nok. Det skete, der blev hugget for meget af, og så måtte der kiler til. Søm indgik altid i prosessen, og det endte altid med, at det kom til at stå skævt. Han var ikke den eneste, der havde problemer med at gøre juletræet klar til pyntning. Mange har sikker set træer, der er bundet til en krog i loftet, for at bevare balancen. Det var altid min far, der hentede juletræet ved en af de mange juletræssælgere. I dag er det en familiebegivenhed, hvor hele familien drager til jutræsmarken for at vælge det bedste træ, og jo flere man er af sted jo sværere bliver det. Men endelig ligger træet der, og sælgeren står parat til at sætte rodenden ind i en overdimensioneret blyantspidser, som tilpasser tæet til den moderne juletræsfod. Ikke noget med økse, hammer kiler og søm. for os er det en familiebegivenhed, der inddrager tre generationer. Og bagefter skal vi have æbleskiver og varm cacao og kaffe. Det er dejlig og hyggeligt. Ikke mindst når man ser børnebørnenes forventningsfulde øjne. Det er turen værd.

Nu er træet klar til at komme ind, og i aften bliver det pyntet med lys og flotte kugler, men inde mellem grenene sidder noget af den pynt, vores børn og børnebørn selv har klippet Den pynt, som de har lagt så megen sjæl og energi i. Det er kun lavet i enkelteksemplarer og ikke massefremstillet i Østen