En pensionist krydser sit Spor 1.

Det er højskoletid, og jeg glæder mig. Det er 10. gang, jeg skal på højskole. Hvert år har det været på Vejlefjord, der har kørt et hold med senhjeneskade. det er noget, man ser frem til og glæder sig til. Gensyn med de, der er kommet der år efter år. I år er det slut. Vejlefjord har fravalgt højskolen, og mange står tilbage med et tomrum, fordi det for dem var årets oplevelse. Men der må være noget andet, og jeg fandt frem til Silkeborg Højskole, der tilbød et 2 ugers kursus tilrettelagt for pensionister. emnet var "Frihed er det bedste guld" Jeg har hugget og omskrevet en titel til dette indlæg, Det har højskolen også.På vej til Silkeborg går der manger tanker gennem hovedet. Der er tilmeldt 93 og jeg er vandt til 25. Dem når jeg vist ikke at komme til at kende, men der kommer én, jeg har været på højskole med i mange år, så kan det ikke gå rent galt. Men hvad med de andre, vi plejer at være sammen med, og som ikke er i stand til at klare et ophold med så mange mennesker! Vil opholdet leve op til det, vi er vante til? Og sådan rumsterer tankerne rundt i hovedet, meden regnen vælter ned, så vi dårligt kan holde forruden fri.
Vi ankommer til højskolen og får udleveret nøglen og anvist værelset. det er ganske udmærket. Snart er der aftensmad, der serveres ved seksmandsborde. Allerede der lærer man nye mennesker at kende. Hyggelige mennesker, som vi nok skal få det rart sammen med. Middagen var upåklagelig og det tegner godt. Senere er der kaffe og der skal vælges valgfag for den kommende uge. Derefter var resten af aftenen vores egen. den blev brugt til en gåtur ad pramstien langs Silkeborg Langsø. Det er næsten 50 år siden, jeg har gået her sidst. begynder du at ane, hvor overskriften fører hen?