søndag den 15. juni 2008

Stilhed


Kender du stilhed. De fleste vil nok sige ja, men går man dem nærmere på klingen forandres stil- hed til pauser. Mange er bange for stilheden, som derfor næsten kan blive en mangelvare. Hvem kender ikke situationen, hvor man lytter til en spændende radioudsendelse. Næppe er udsendelsen forbi før musikken drøner ud i rummet. Hvor var den stilhed, man lige havde brug for, for at fordøje det, man har hørt. Der må ikke blive stille, folk bliver forlegne i stilhed, men det er sundt at søge stilheden. Forleden skulle jeg i nogle dage være opsynsmand på sønnens lille ejendom, medens søn og svigerdatter tog ferie en tre dage. Ejendommen ligger med skov på tre side. Mod nord er der frit udsyn til genboen 2-3 km. borte. Her var stilheden, eller sagt på en anden måde, her var kun naturens lyde, fuglesang etc. Skulle det blive for meget kunne jeg gå ud i marken til gravhøjen og sætte mig der. Her kunne tankerne rejse tilbage til et fordums landskab, hvor de første bønder forsøgte med Ard og køer at fravriste jorden en smule korn indtil de måtte opgive stedet og flytte til et bedre område. Alligevel formåede de at sætte spor i landskabet i form af denne gravhøj, som er sat som minde over en person, der sled her for flere tusinde år siden. Hvem han var, og hvad han lavede, ved vi ikke. Måske boede han dernede ved engen, som nok var et betydningsfuldt vandløb på den tid. Han nåede ikke at se jorden blive forarmet og siden sprang i hede indtil for omkring 75 år siden. Nu sidder jeg her og lytter til jorden og en ko, der ligger og tygger drøv.

Om natten bliver stilheden mere stille. Fuglene er gået til ro, og dog om lidt kommer Sløruglen ud fra sin rede i laden og starter sin natlige jagt. Man kan ikke høre den, for den flyver i dyb respekt for stilheden. Jeg er et previligeret menneske, der kan opholde sig her i naturens eget refugium.

Ingen kommentarer: